“Køb selv din rollator og robotstøvsuger i Netto”

Den brede velfærd i fremtiden og vores samfundskontrakt med hinanden var til debat på Kommunale Velfærdschefers årsmøde 2022. For spørgsmålet er: Har vi råd, og hvis ikke – hvad gør vi så? Det fik både debattører og mødedeltagere op af stolen.

Af journalist Tina Juul Rasmussen

Dansk økonomi er grundlæggende sund, og vi har haft overskud på de offentlige finanser siden 2017, så egentlig er der ikke grund til panik, hvis man spørger professor i økonomi, Bent Greve fra RUC. Men prioriteringen af, hvordan pengene fordeles og bruges koblet med ønsker om endnu mere og bedre velfærd er altid til stede, konstaterede han i sit oplæg til Kommunale Velfærdschefers årsmøde.

- Der hersker en naturlig logik om, at det offentliges penge skal anvendes bedst muligt og mest rationelt. Det betyder, at kommunerne skal opføre sig bedre end selv kejseren. Det er naturligvis svært, og derfor opstår ’sagerne’ om borgere, der ikke føler, at de får det, de har ret til eller krav på. Derfor tror jeg, at I skal blive bedre til at være præcise om, hvad borgerne kan forvente at få, sagde Bent Greve.

Det indebærer også, mente han, at klargøre, hvad forskellige typer af service koster.

- Mange tror fx at de betaler hele udgiften til pasning af deres børn i daginstitution. Det er ulempen ved brugerbetaling. Men I skal også sikre forståelse for, at rammerne for velfærd lokalt i høj grad er centralt bestemt. Det er en måde at håndtere forventningspresset fra borgerne på. Og så skal vi have en debat om, hvad ’behov’ betyder og om, hvor mange af dem det offentlige skal opfylde og om private og frivillige kan bidrage.

Vi skal passe på samfundskontrakten

I den efterfølgende paneldebat om fremtidens velfærd blev ’samfundskontrakten’ det centrale omdrejningspunkt.

- For hvad er et ’rigtigt’ behov for velfærd: Er det forældrene med det handicappede barn, fru Jensen på plejehjemmet eller hvad? Og hvordan håndterer kommunerne det forventningspres fra borgerne, spurgte moderator Lisbeth Knudsen fra Mandag Morgen deltagerne i panelet.

- Jeg synes, det er todelt. For de fleste danskere synes, at vi har et godt sundhedsvæsen, og de forventer at blive behandlet, hvis de kommer til skade. Men samtidig er der også en bevidsthed om, at der er pres på velfærden, og nogle begynder at tale om, hvorvidt de skal klare det selv via private forsikringsordninger og ved at hyre private socialrådgivere, så den debat bør vi have. Og i forhold til samfundskontrakten skal vi skal passe på udviklingen, hvor fx en familie med et handicappet barn ikke flytter til en anden kommune, fordi rygtet er, at deres bopælskommune ikke giver ordentlig hjælp, sagde Jakob Klærke, formand for psykiatri- og socialudvalget i Danske Regioner.

Borgmester i Greve Kommune, Pernille Beckmann (V) lagde ikke fingrene imellem:

- Jeg synes, at samfundskontrakten har taget over. Vi har skabt en møgforkælet generation med fx kræsne forældre, som stiller meget specifikke krav til fx et bosted til deres barn. Men kommunen kan ikke løse alle problemer – så løs dem først selv, og kom til os, når du ikke længere kan. Vi har fået velfærdsshoppere fremfor samfundsborgere. Så selvom vi konstant udvider vores budgetter, kan vi ikke hjælpe dem, som virkelig har brug for det. Derfor mener jeg, at man i fremtiden selv bør købe sin robotstøvsuger og rollator i Jysk eller Netto. Det bør ikke længere være kommunale hjælpemidler.

Samtalen skal fortsætte

- Nu er vi ind der, hvor det virkeligt gør ondt, konstaterede kommunaldirektør i Ballerup Kommune, Eik Møller. Han satte fingeren ned i prioriteringsdebatten og påpegede, at samfundskontrakten eroderer, når der år efter år skal flyttes millioner fra dagtilbud, folkeskoler og ældreplejen til de specialiserede områder.

- Vi har brug for at fortsætte den her samtale. Jeg mener, at vi skal bede Christiansborg om at holde op med at lave lovgivning på enkeltsagsniveau, hver gang der kommer en ny sag frem. Vi kan ikke forlænge verden med brædder på den måde mere. Når det er sagt, er jeg ikke fritaget for ansvaret for den måde, processerne kører på, og som politikerne lokalt skal stå på mål for. Derfor må vi nok rykke længere frem som embedsmænd – tage et ledelsesmæssigt tydeligere ansvar.

Signe Færch, nyvalgt formand for Socialrådgiverne, slog til lyd for forebyggelse og tidlig indsats som en måde at få råd til velfærd i fremtiden på.

- Jeg spørger ikke, om vi har råd til velfærd i fremtiden – men om vi har råd til at lade være. For hvis vi ikke griber ind i tide, bliver det meget dyrere på den lange bane at hjælpe den enkelte borger eller familie. Og så skal vi være ærlige om de tilbud, vi har og ikke har. I takt med, at danskerne er blevet rigere og har fået dyrere biler i garagerne, er deres forventninger til velfærden også vokset, men den er jo blevet udpint og har været under pres i årtier. Den forventningsafstemning skal vi lave.

Lav Luksusfælden med det offentlige

- Vi skal have råd til velfærd i fremtiden, fastslog Pia Allerslev fra Danske Handicaporganisationer.

- Vi må se på bureaukratiet i kommunerne, og vi må se på, at kommunerne håndterer fx BPA-ordningen meget forskelligt, så der bliver shoppet rundt. Men vi har en gruppe af mennesker, vi skal have løftet. Blandt vores medlemmer oplever 44 %, at de økonomiske hensyn vejer tungere end de faglige vurderinger. Det kan vi ikke være bekendt i et velfærdssamfund.

En kreativ løsning kunne være, mente formand for SIND Mia Kristine Hansen, at lege Luksusfælden med de offentlige midler.

- Når der har været et overforbrug, og man har holdt ting hemmelige for hinanden, er løsningen i Luksusfælden jo at lægge det hele frem, få overblik over indtægter, gæld og udgifter og så finde ud af, hvor man kan spare og få det hele til at hænge sammen ved at rykke rundt på brikkerne på en ny måde. Hvornår gør vi det med den offentlige velfærd?

Se Bent Greves slides her.