Helle Linnet giver stafetten som landsformand for FSD videre på årsmødet og stopper samtidig
som direktør i Vordingborg Kommune efter næsten 30 år i velfærdens tjeneste. Hun hylder
stadig velfærdssamfundet og opfordrer FSD til at fortsætte opdraget som den praksisnære sten
i beslutningstagernes sko.
Af journalist Tina Juul Rasmussen
Siden hun som nyuddannet sygeplejerske i 1982 trådte ud
fra Sankt Lukas Stiftelsen, har hele Helle Linnets arbejdsliv
drejet sig om sundhed og velfærd.
Og det er svært at få hende til at sige noget meget mavesurt
om fejl og mangler i velfærdsarbejdet.
For det ligger dybt i hende at tænke positivt, se udviklingsmuligheder
og hylde det, som fungerer. Dermed ikke sagt, at
der ikke er plads til forbedring rundtomkring, for hun er også
fortaler for den lærende organisation, hvor man konstruktivt
arbejder med at blive bedre til at løse opgaverne. Især de allermest
udsatte, fx borgere med dobbeltdiagnoser, mener Helle
Linnet, at vi skylder en bedre behandling.
– De er stadig overladt til, at andre taler deres sag, og her
har vi en stor forpligtelse til at tilgodese deres behov, fordi de
fleste ikke selv kan og ikke har pårørende, som gør det. Ligesom
vi også stadig skal være bevidste om at tænke i helheder
og på tværs i arbejdet med borgerne for at sikre det bedste
forløb og resultat af indsatsen.
Oplever en mistillid til kommunerne
– Men, fortsætter hun, – det er det med 80-20-balancen. Vi hører
meget om de 10-20 %, som er utilfredse, men det er svært
at trænge igennem med den gode fortælling om de 80-90 %,
der er godt tilfredse med den indsats, vi yder. For en enkelt sag
kan gøre alle til skurke, selv om det langtfra er et dækkende
billede af virkeligheden. Og jeg mener, at vi generelt kan være
trygge ved vores velfærdssamfund.
Der er vitterligt også sket meget godt i de næsten 30 år,
Helle Linnet har bevæget sig rundt i det kommunale sydsjællandske
landskab, synes hun.
– Vi har fået et større fokus på kerneopgaven og blevet bedre
til at inddrage borgerne. Vi har generelt fået flere velfærdsopgaver
i kommunerne og er blevet mere opmærksomme på
at arbejde på tværs af søjler og tænke i helheder. Vi har fået
væsentlig flere faglige kompetencer, og vi er blevet meget mere
digitale – alt sammen noget, jeg synes, er til gavn for borgerne.
Men jo, der har også været stormvejr på posten som FSDlandsformand
og socialdirektør. Både aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere,
borgere i ressourceforløb og udsatte borgere
på handicapområdet har været helt oppe i ansigtet på Helle
Linnet og givet tydeligt udtryk for deres utilfredshed.
– Kritikken af den kommunale indsats er vokset over årene,
i takt med at kravene til os er blevet større fra både borgere,
organisationer og centrale myndigheder. Det mærkes som en
grundlæggende mistillid til, om vi løser opgaven godt nok – til
trods for at vi aldrig har haft så veluddannet personale som i
dag, og vi aldrig har arbejdet så meget med metoder og evidensbaserede
aktiviteter.
– Vi har befundet os i en konstant reformtsunami, hvor vi
har skullet udvise en enorm omstillingsparathed, som jeg mener, vi har levet op til – selv om det til tider har været helt vanvittigt
at sidde og fx beregne forsørgelsesydelser frem og tilbage,
i takt med at lovgivningen ændrede sig – med gammeldags
regnemaskiner og betragtelig overtid for medarbejderne.
Et vilkår at agere i et minefelt
I takt med at den kommunale opgaveportefølje er vokset, er
kravene om at prioritere og skære alt overflødigt væk også
strammet noget til.
– Økonomien har jo ikke fulgt med i det omfang, opgaverne
er kommet til. Alene i det nære sundhedsvæsen har ældreplejen
udviklet sig til også at omfatte omkring en fjerdedel, som er
under 67 år – dem, som før var indlagt i længere
tid på hospitalet. Men det er et vilkår i jobbet, at
vi agerer i et minefelt, hvor vi på den ene side
bliver bebrejdet, at vi ikke gør det godt nok, og
på den anden side ikke bliver rost, hvis vi bruger
flere penge, end vi har. Det er en ligning, som
aldrig helt går op, så her må man være parat til
at tage nogle svære valg. Og når enkeltsager så
samtidig kan skabe så stor furore på Christiansborg,
er det til tider svært at navigere sikkert.
Derfor hænger der også et citat fra tidligere
forsvarsminister i USA, Donald Rumsfeld, på
Helle Linnets dør i Vordingborg Kommune: ”You
go to war with the army you have, not with the
army you might have or wish to have at a later
time”.
– Jo, af og til kunne vi godt ønske os en anden
lovgivning på nogle områder, bedre økonomiske
rammer og flere kompetencer hos nogle
af vores medarbejdere. Men vi gør en helhjertet indsats for at
lykkes med det, vi har.
Der bliver lyttet til os
Når Helle Linnet overdrager landsformandsposten i FSD til sin
efterfølger, som vælges på årsmødet i oktober, er det med både
vemod og med glæde – og samtidig med at hun selv har sidste
arbejdsdag i Vordingborg Kommune.
– I min tid i FSD har vi fået et meget mere professionelt
udtryk i mødeform og kontakt med centrale velfærdsaktører,
og vores kommunikation har taget et stort skridt fremad – vi blander os løbende i den offentlige debat. Men vi udøver også
indflydelse på de indre demokratiske linjer med høringssvar,
deltagelse i arbejdsgrupper, som oplægsholdere på konferencer
og i debatpaneler og ved at mødes med repræsentanter for
interesseorganisationer, styrelser, ministerier osv.
Foreningens største styrke er, fremhæver Helle Linnet, at
kunne bringe de praksisnære erfaringer videre til beslutningstagerne.
– Jeg bilder mig faktisk ind, at man lytter til vores erfaringer,
fordi vi har fagligheden med os. Vi befinder os i spændet mellem
borgere, politikere og økonomi, og den balance fastholder
vi, når vi udtaler os.
Netop dialogen og muligheden for at udøve
indflydelse på velfærden har givet Helle Linnet
stor tilfredsstillelse som landsformand.
– At have så manges ører – kloge og spændende
mennesker – er fantastisk og har givet
mig stor viden og indsigt. Så arbejdet i FSD har
givet mig en enorm energi og inspiration, og jeg
er jo også blevet klogere af at møde folk, jeg
ikke nødvendigvis har været enig med. Mit virke
har især været muligt takket være opbakningen
fra FSD’s bredt sammensatte hovedbestyrelse,
fordi det er en udfordring at skulle dække
98 kommuner med en størrelse fra 10.000 til
en mio. indbyggere.
Så hvilke gode råd har du til din efterfølger på
posten?
– At bruge muligheden for at sætte sit præg
på, hvordan man arbejder med sin rolle som
formand, og hvordan man udøver den indflydelse, man får. Det
skal man gøre på sin egen måde. Men det er en god idé at inddrage
og have hovedbestyrelsen tæt på. Det giver en robusthed
og et fundament at stå på. For mig har formandsposten været
et godt og fagligt supplement til mit daglige arbejde, fordi det
som sagt har været med til at øge min indsigt og viden.
– Derfor ligger det mig også på sinde, at FSD værner om sin
stemme på hele velfærdsområdet. Det vil der fortsat være brug
for – at vi er med til at påvirke dagsordenen. Og at vi fortsat
arbejder for anerkendelsen af, at kommunerne gør et stort og
fagligt godt stykke arbejde med hjertet på det rigtige sted.