Af samme grund glæder vi os til at se erfaringerne fra projektet ”Flere skal med”, som netop fokuserer på et tæt forløb med ledige med lang tid på offentlig forsørgelse. Vi glæder os også over, at for eksempel kravene til jobsøgning for borgere, som var på vej på barsel eller ud i arbejde, nu er væk. De gav slet ingen mening.
Skal vi drysse lidt malurt i bægeret, havde vi håbet på, at antallet af ydelseskategorier var blevet færre. Det ville have givet et bedre overblik over lovgivningen, som stadig er kompleks. Men det, satser vi så på, kommer med i næste omgang. Vi satser også stærkt på, at når vejledningerne til loven er skrevet, så fastholdes de ens regler på tværs af grupper. Det gør reglerne nemmere at administrere, og ikke mindst bliver det nemmere for borgerne at gennemskue, hvilket forløb de kan forvente. En stor del af udfordringen i dag er, at reglerne er så komplekse, at de kan være svære at forklare – og dermed er virkeligt svære at forsvare.
A-kasser skal tænke i brancheskift
Som et led i aftalen skal A-kasserne forsøgsvis overtage nogle af de lediges forløb i de første tre måneder. Jobcentrene og kommunerne har i dag et godt samarbejde, så vi ønsker dem held og lykke med opgaven – og anbefaler blot, at de forfølger den hurtige og effektive indsats, jobcentrene står for. Og selvom det nok er imod A-kassernes umiddelbare interesse, vil vi opfordre dem til at tænke i baner af brancheskift for de ledige, som har svært ved at finde job inden for deres fagområde. Vores erfaring er, at det har været en vigtig brik i beskæftigelsesindsatsen.
I kommunerne er vores motivation at få de ledige i vores lokalområder i arbejde. For os er det en grundværdi, at det enkelte menneske har mulighed for at bidrage til samfundet og det fællesskab, vi alle betaler til over skatten og kan gøre brug af på lige fod. Men vi har også et stærkt incitament på grund af refusionsreformen, som gør det meget kostbart for os, hvis vi ikke hurtigt får vendt borgere fra passiv til aktiv forsørgelse. Vi har en stærk interesse i at samarbejde med beskæftigelsesministeren om de borgerstemmer, som for tiden tydeligt høres på især førtidspensionsområdet.
Jobcentre vil gerne opleves som motiverende og den helt rigtige samarbejdspartner for borgerne – også for dem, som har svært ved at vende tilbage til arbejdsmarkedet på ordinære vilkår. Som vi forstår de nye regelforenklinger, får kommunerne nu plads til i højere grad at kunne prioritere at arbejde endnu mere intensivt med disse borgergrupper.
Ingen grund til at true os
Den entydige erfaring i jobcentrene er, at vi har størst succes med vores indsatser, når vi er inddragende og motiverende i samarbejdet med borgerne. Vi forestiller os, at ministeren også ønsker at have et godt samarbejde med jobcentrene. Derfor skal Troels Lund Poulsen lade den omtalte Thors hammer blive i det rige, hvor der skal samarbejdes med Odin. At blive målt og vejet ud fra de præmisser, den enkelte kommune har, er vi vant til. Det skræmmer os ikke. Og derfor er der heller ingen grund til at true os.
Læs indlægget på Altinget
her