Flere voksne har brug for hjælp til livet

Det specialiserede socialområde og psykiatrien oplever en stor tilgang af borgere med stadigt mere sammensatte behov. Det sætter området under både fagligt og økonomisk pres. Men vi lykkes vi stadig med at skabe resultater for nogle af de mest udsatte borgere.

Den største udfordring på det specialiserede socialområde og i psykiatrien er den store stigning i borgere med behov for støtte og hjælp. Vi ser flere og flere psykisk sårbare unge, som har svært ved at klare overgangen til voksenlivet, som det også er beskrevet i holdningspapiret om børn- og ungeområdet.

Flere mennesker med handicap lever længere og får derfor også behov for omsorg og pleje i længere tid. Flere mennesker med hjerneskade modtager behandling med effekt, men kan have behov for støtte og pleje i længere tid. Og flere borgere henvender sig til forsorgshjem og kvindekrisecentre for at få hjælp.

Vi skal vide mere om borgerne og indsatser der virker

Vi har viden om antallet af borgere, der søger hjælp, udviklingen inden for forskellige målgrupper og udviklingen i udgifter og enhedsomkostninger. Men vi mangler viden om, hvordan det hele spiller sammen.

Vi har ikke nok viden om de mekanismer i samfundet, der skaber det voksende behov for hjælp. Meget er i spil – bl.a. ændrede levevilkår, præstationskulturer, øgede uddannelses- og jobkrav, ligesom mangfoldighed måske snarere er et plusord i skåltaler end en realitet i almene fællesskaber.

Vidste vi mere, kunne vi kaste et skarpere lys over de opgaver, kommunerne står med – og kunne måske udfordre fortællingen om, at omfattende indsatser, herunder botilbud i flere år, næsten uanset hvad skaber bedre effekter end tidsafgrænsede målrettede tilbud. Vi har brug for at skelne mellem behovet for behandling, udviklingsorienterede indsatser og omsorgstilbud.

Rehabiliterende tilgang og sammenhæng i socialt arbejde

Voksne borgere med handicap eller psykisk sygdom skal ligesom alle andre have mulighed for aktivt at bidrage til det samfund, de lever i og tage ansvar for deres eget liv. Det er godt for den enkelte – og for fællesskabet. Derfor arbejder kommunerne i stadig højere grad rehabiliterende. Vi er blevet bedre til at sætte mål sammen med og inddrage borgerne, og vi gennemfører tidsafgrænsede forløb med fokus på progression. De har afsæt i borgerens egne ønsker og drømme og er afgørende for at opnå succes med den rehabiliterende tilgang.

Tilgangen udvikler tværfagligheden og samarbejdet mellem de fagprofessionelle. Og det skal vi fortsat udvikle, så kvaliteten i indsatserne opretholdes og styrkes. Fokus på og muligheden for at arbejde evidensbaseret, fx med KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret, Anerkendende Pædagogik) er voksende og velfærdsteknologi, der understøtter kerneopgaven, vinder stadig større indpas.

Vi møder kompelse borgerforløb på tværs

Samspillet mellem beskæftigelses- sundheds- og socialområdet udvikles også hele tiden. Både fordi det er vigtigt – og fordi det er nødvendigt. Jo større udfordringer, borgerne har på de enkelte områder, desto sværere bliver det at bringe dem tættere på bl.a. beskæftigelse. Intentionerne bag lovgivningen om ’Én plan’ skal understøttes, men de forskellige faglige tilgange og traditioner nedbrydes desværre ikke lige så hurtigt, som planerne kan laves.

Vi ser ofte komplekse borgerforløb på tværs af fagområder, både kommunalt og regionalt. Fx kæmper mange borgere på psykiatriområdet, herunder mange unge, med et misbrug. Skal de hjælpes gennem misbrugsbehandling, skal den gå hånd i hånd med sociale og beskæftigelsesmæssige tiltag. Her er altså også sammenhæng mellem sundheds- beskæftigelse og socialområdet.

Vi oplever et godt samarbejde mellem handicaporganisationerne og kommunerne på mange områder, men det skal også stadig udbygges. Det samme gælder pårørendesamarbejde. Der er et potentiale i at udvikle samspillet med borgerne og civilsamfundet, fordi det kan give borgerne andre relationer og et godt netværk. Borgernes forventninger til velfærd i fremtiden kan ikke opfyldes af det offentlige alene.

Et uholdbart paradoks mellem indsats og vurdering

Tilsyns- og ankesystemet samt boliglovgivningen har rod i tidligere paradigmer og understøtter ikke den rehabiliterende tilgang i kommunerne. Det skaber undertiden et uholdbart paradoks mellem den måde, vi arbejder på, og den måde indsatsen bliver vurderet på af de mange statslige kontrolmyndigheder. Folketinget markerer samtidig en rettighedstænkning, som er en barriere for den rehabiliterende indsats og samskabelsen med og rundt om borgerne.

Det giver mening, at det nye, risikobaserede tilsyn under Styrelsen for Patientsikkerhed, også sætter fokus på de sundhedsmæssige forhold – herunder medicin. Men vi håber, at de vil være i stand til at balancere mellem de sundhedsmæssige og de sociale indsatser. Vi kunne håbe, at det nye tilsyn kunne sammentænkes med de øvrige statslige kontrolfunktioner og særligt det sociale tilsyn, så vi undgår unødigt krydspres og bureaukrati.

Der er desuden behov for større fleksibilitet i boliglovgivningen, så vi får flere boliger, borgerne kan betale. Det skal også være mindre bureaukratisk at ommærke boliger, så boligerne kan bruges mere fleksibelt – tilpasset nye tider og fokus på rehabilitering.

Vi skal turde prioritere

Flere borgere med behov for støtte kombineret med flere ældre borgere med særlige behov kalder på, at vi drøfter de fremtidige indsatser. Økonomisk ansvarlighed samtidig med udvikling af området fordrer et brud med vanetænkning og faglige traditioner. Derfor skal det være legalt at prioritere. Vi skal have modet til at afslutte indsatser, hvis de ikke har effekt. Og vi skal turde løbe risikoen med at udvikle alternative indsatser. Det betyder også, at vi må prioritere i, hvem der skal have hjælpen, og hvem der skal kunne selv. Det sidste kræver fagligt velbegrundede afslag på hjælp.

Området er med andre ord i den grad under omstilling, både fagligt og økonomisk. Meget er allerede sket. Men udviklingen fortsætter kun, hvis den faglig udvikling også fortsætter. Og svarene på effektfulde indsatser ligger ikke lige for. Derfor må vi sætte forsøg i gang, ligesom medarbejdersammensætning skal gentænkes i de tilbud, hvor opgaveløsningen ændrer sig. Vi kan kun rekruttere kvalificeret arbejdskraft til området i fremtiden, hvis vi har respekt for fagligheden og kompleksiteten i opgaven.