Som system og myndighed er kommunerne ikke i mål med at skabe det gode møde og samarbejde med borgerne – til trods for en vedholdende dagsorden om netop det. Der er to hovedspor at forfølge, hvis vi skal styrke tilliden mellem kommune og borger.
Af hovedbestyrelsen i FSD

Skal borgeren passe til systemet og dets regler – eller skal system og regler passe til borgerne? Svaret er nok indlysende for de fleste. Og derfor har samskabelse, inddragelse og samarbejde med borgerne og deres repræsentanter om at finde bæredygtige løsninger stået højt på den offentlige dagsorden de seneste år. Overskrifterne har fx været ’borgeren i centrum’, og ’kaptajn i eget liv’ i tværgående, sammenhængende og helhedsorienterede indsatser.

Det er fortsat afgørende vigtigt at tage udgangspunkt i den enkelte borgers hele liv i de indsatser og tilbud, der gives. I langt de fleste sager lykkes det faktisk også.

Men trods vores mangeårige fokus viser den aktuelle samfundsdebat, at vi i kommunerne endnu ikke er i mål med at møde og involvere borgerne i tilstrækkelig grad. I mange tilfælde står vi og råber hen over en kløft af mistillid mellem den kommunale praksis på velfærdsområderne og borgernes oplevelse af indsatserne.

Derfor er det på tide at gøre noget andet – inden for de gældende faglige, juridiske og økonomiske rammer.

Vi skal bygge bro og skabe samarbejde
Som kommuner anerkender vi, at der er behov for aktivt at kvalificere vores samarbejde med borgerne. Fordi det fremmer samarbejdet mellem sagsbehandler og borger i den enkelte sag, fordi det understøtter intentionerne i lovgivningen – og ikke mindst fordi det sikrer opbakning til hele fundamentet under velfærdssamfundet. Den kan hverken borger eller system tåle at miste.

Det kræver, at vi møder borgerne med fokus på det, der driver tilliden mellem mennesker.

Vi skal flytte os fra at tale om involvering til i stedet at tale om deltagelse eller samarbejde. Og vi skal forstå, at vi altid kun er på besøg i det liv, som borgeren lever.

To hovedspor i et bedre samarbejde
Skal vi booste borgersamarbejdet, kan opgaven deles op i to hovedspor:

1. Møderne på individniveau: Den enkelte borgers møde med kommunen om fx ydelser og indsatser.

2. Samarbejde med borgerne om at udvikle og forbedre opgaveløsningen ved at lytte til og bygge på deres erfaringer, viden og holdninger.

Mødet på individniveau: Her er det klare pejlemærke, at systemet skal tilpasse sig borgernes behov og virkelige liv, som typisk rummer elementer fra mange ’systemkasser’. Mødet med den enkelte borger sker lokalt, og det direkte ansvar for at lykkes ligger naturligvis her.

Borgerne skal opleve, at samarbejdet tager udgangspunkt i deres situation, behov, drømme og ambitioner, og at de valgte løsninger og indsatser har borgeren som en aktivt medvirkende part.

Det kræver blandt andet, at kommunale medarbejdere møder mennesker med respekt for deres aktuelle livsomstændigheder og med tydelighed om kommunens muligheder for at hjælpe, støtte og udvikle. Og det kræver professionelt empatiske medarbejdere, som har blik for og kan forvalte den asymmetri, der altid er i magtrelationen mellem system og borger.

Vi har som kommunale arbejdsgivere et ansvar for at sikre efter- og videreuddannelse af vores medarbejdere i praksisnære, borgerrettede faglige metoder. Og vi tager meget gerne dialogen med uddannelsesinstitutionerne om, hvordan vi kan sikre, at kommende medarbejdere har den tilgang med sig allerede i grunduddannelsen.

Vi skal bruge borgernes viden og ressourcer
Samarbejde med borgerne: Når det handler om at inddrage borgerne i at udvikle og forbedre opgaveløsningen og samarbejdet, skal vi insistere på dialogen med borgerne om deres oplevelser af mødet med os.

Og vi skal bruge den feedback, vi får direkte fra borgerne og fra klagesager, borgerrådgivere, henvendelser til politikerne osv. Vi skal også inddrage viden og erfaringer fra brugerorganisationer, råd og nævn, når vi samarbejder om at finde løsninger på fremtidens udfordringer og opgaver.