Nogle velfærdsindsatser lykkes rigtig godt, andre skal forandres og udvikles. I denne afklarende proces ligger også et sværdslag om prioriteringer, der både handler om at balancere forventningerne fra borgerne til service og ydelser og om at tænke udvikling og økonomi sammen.
Af hovedbestyrelsen i FSD

Nogle velfærdsindsatser lykkes rigtig godt, andre skal forandres og udvikles. I denne afklarende proces ligger også et sværdslag om prioriteringer, der både handler om at balancere forventningerne fra borgerne til service og ydelser og om at tænke udvikling og økonomi sammen.

Så egentlig burde vi vel være ganske godt tilfredse. Men sådan forholder det sig ikke. Kritikken af de offentlige velfærdsydelser – især de kommunale – har stort set aldrig været mere udtalt end nu:

• Ældreområdet beskrives som forrået og uværdigt, ofte båret af enkeltstående fortællinger fra plejehjem eller den kommunale hjemmepleje.

• Normeringerne i daginstitutionerne får skylden for pædagogernes negligering af børnenes behov for nærvær.

• Handicapområdet tales ned under gulvbrædderne af brugerorganisationer for at være besparelsesdrevet og har medvind på sociale medier.

• Jobcentrene beskyldes for at forfølge de mest udsatte mennesker med urimelige og ydmygende krav.

• Og på socialområdet får kommunerne skyld for at fjerne børn fra deres biologiske forældre på mangelfulde grundlag og med ansvaret for, at de anbragte børn og unge klarer sig markant dårligere ned deres jævnaldrende ikke-anbragte set i et livsperspektiv.

For blot at nævne nogle få eksempler ...

Velfærd fra vugge til grav
Hvordan er vi kommet hertil? Velfærdsstaten er jo netop skabt for at sikre den enkelte borger ... velfærd! Og Danmark har et fintmasket net af velfærdsydelser, der via en omfattende lovgivning tilbyder syge og udsatte borgere hjælp. Ja, faktisk har vi tilbud om velfærd fra vugge til grav.

Forklaringerne på utilfredsheden og skuffede forventninger er givetvis mange. Historisk set har de fleste nulevende danskere stort set kun kendt stadigt mere velfærd, både som et personligt og et kollektivt gode. Så den enkeltes forventninger til velfærd er af gode grunde meget høj. Det seneste årti har den personlige velfærd klart oversteget udviklingen i den kollektive velfærd, defineret som kvaliteten i de grundlæggende velfærdstilbud.

Samtidig har borgerne bevaret forventningen om parallelitet mellem personlig og kollektiv velfærd. Heri ligger altså en konflikt, ikke mindst af økonomisk karakter. For væksten i både forventninger og konkrete opgaver, fx på det specialiserede socialområde og opgaveglidning, bl.a. på sundhedsområdet, har sat den kommunale velfærdsøkonomi under kraftigt pres.

FSD mener, at velfærd må handle om at skabe forudsætningerne for, at borgeren i så stor udstrækning som muligt kan leve et selvstændigt liv. Velfærd skal ikke måles på, hvor mange ydelser, der leveres. Rehabilitering som den bærende strategi har været en succes på ældreområdet og har sikret den enkelte ældre et mere selvstændigt liv. Den samme tilgang kan bruges på handicapområdet, hvor en hurtig og intensiv indsats kan skabe forudsætningerne for et mere selvstændigt liv.

Borgerne ind i løsningsrummet
Men hvad gør vi så, når borgernes forventninger til velfærd ikke matcher de ressourcemæssige muligheder i det offentlige system? Hvordan får vi afstemt forventninger og fundet konsensus i prioriteringer? Og hvordan får vi fortalt de gode historier om kortere indtensive forløb, hvor vi slipper borgeren igen efter tre-fem måneder?

Her må dialog og samarbejde må være nøgleord. Og en egentlig strategi for borger- og brugerinvolvering kunne være første skridt, som vi også allerede ser det i mange kommuner under navne som fx ’styrket borgerkontakt’.

Samskabende og transparente processer
For hvis velfærden skal skabes ad nye veje, kræver det samskabende og transparente processer. Brugere, som er direkte berørt af resultaterne, skal spille en væsentlig rolle i at udvikle løsningerne. Dialog og involvering bidrager tilmed til at nedbringekonfliktniveauet, og tilfredsheden med sagsbehandlingen vokser, viser erfaringerne.

Vi kommer heller ikke udenom, at chefer og politikere skal tage ansvar for den nødvendige prioritering og klart melde ud, at der er opgaver, hvor løsningen skal findes uden for den offentlige sfære.

Det kræver også, at vi som offentlig instans arbejder med den kultur, der er udviklet over årtier, som gør, at velfærden og tilbuddene til den enkelte borgere alene finder sted på systemets præmisser. Vi skal altså både ville og mene dialogen og involveringen og samtidig skabe rum for, at medarbejdere og borgere/brugere reelt kan mødes og udvikle fremtidens velfærd. Sammen.

Men hvad gør vi så, når borgernes forventninger til velfærd ikke matcher de ressourcemæssige muligheder i det offentlige system? Hvordan får vi afstemt forventninger og fundet konsensus i prioriteringer?

Hovedbestyrelsen i FSD