Det nære sundhedsvæsen: Kommuner er en integreret del af sundhedsopgaverne

Coronakrisen satte hele sundhedsvæsnet under et historisk pres, særligt inden lock-down, og før smittetrykket begyndte at falde.
Af hovedbestyrelsen i FSD

Vi så imidlertid også, hvordan det med imponerende hast lykkedes at omsætte de nationale politiske beslutninger til drift – helt ud til den sidste sosu-assistent. Det hjalp helt sikkert, at opgaverne meget hurtigt blev konkrete, og der skulle findes operationelle løsninger her og nu. Sammenholdet, opbakningen og det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde mellem region og kommune fungerede rigtig mange steder forbilledligt.

Og vi så, at der er behov for forbedringer på vigtige områder. Forbedringer, der både skal forberede os, hvis næste bølge kommer, men også fremme et nyt og mere fælles syn på både det specialiserede og det nære sundhedsvæsen. For coronakrisen har med stor tydelighed vist os behovet for at tænke i sammenhænge, både horisontalt og vertikalt i sundhedsvæsnet.

Vi skal tage en fælles forståelse med os fra coronakrisen om, at set med borgerens briller hænger kommuner og regioner tæt sammen. Kommunerne er i dag en integreret del af sundhedsvæsnet. Vi er hinandens forudsætninger, men vi mangler fælles, meningsfulde mål og resultater i praksis. Så lad os bruge coronakrisen som en løftestang til at få en diskussionen om, hvordan vi mest effektivt tilrettelægger samarbejdet om behandlingen på tværs af sektorer: Hvornår er det rigtigt at samarbejde mellem alle kommuner og regionen, og hvornår er det rigtigt at samarbejde mellem nogle kommuner og det enkelte sygehus? Og hvornår er det afgørende at samarbejdet med de praktiserende læger fungerer?

Et vigtigt element i den diskussion er, at kommunerne skal inviteres ind i drøftelserne om det nære sundhedsvæsen langt tidligere – ikke først når opgaverne er fordelt. Kommuner og regioner har en fælles sundhedsopgave – og den skal løses i fællesskab.

Efter et forår i coronaens tegn står vi med de disse overordnede udfordringer i det nære sundhedsvæsen:

1. Flere opgaver til kommunen

Den demografiske udvikling med en hurtigt voksende ældrebefolkning, vækst i antallet af borgere med livsstilssygdomme som diabetes og KOL samt vækst i antallet af børn og unge med psykiatriske diagnoser får pilen til at pege på vækst i de kommunale sundhedsopgaver, mange af dem i form af deciderede behandlingsopgaver. Samarbejdet om at løse dem favner i dag alle sundhedsfaglige i sundhedssektoren.

Tankevækkende er også, at[har vi en kilde til det?] ca. en fjerdedel af ’ældreindsatsen’ i kommuner er rettet mod borgere under 67 år, som tidligere ville have været indlagt på sygehuset i længere tid.

Udviklingen i opgaveomfang koblet med fremtidens mangel på kvalificeret arbejdskraft vil udfordre kommunerne. En kommende sundhedsreform bør derfor både handle om, hvordan vi styrker samarbejdet, løser opgavefordelingen mellem kommuner og hospitaler, og hvordan vi lykkes med at rekruttere sundhedsfaglige medarbejdere – og sikre lægelig opbakning til de stadigt mere komplicerede specialbehandlinger i kommuner, der ikke selv besidder den faglige specialviden til at løse dem.

Den rehabiliterende tankegang er efterhånden en integreret tænkning i sundhedsindsatsen, men ikke alle kommuner har økonomien til det, og vi mangler også en styrket evidens for, at det gør en reel forskel.

Derudover skal vi:

• Have klarhed opgaveansvar mellem faggrupper – og en krystalklar placering af behandlingsansvaret.

• Finde løsninger på en mere smidig adgang til samarbejde mellem de kommunale sundhedsmedarbejdere og lægerne i både hospitalssektoren og almenpraksis.

• Have større transparens og prissætning på den løbende flytning af opgaver til kommuner, hvis vi skal kunne levere tilfredsstillende på den nære sundhed.

2. Ulighed i sundhed

Den forventede vækst i borgere med livsstilssygdomme viser vigtigheden af den enkelte borgers ansvar for egen sundhed. Det kræver lige adgang til viden om sundhed og til de konkrete sundhedstilbud. Det er en svær nød at knække, men der er et stort behov for, at sundhed bliver en mere integreret del af samarbejdet med alle borgere.

Lighed i sundhed handler også om geografisk lighed – at vi har samme kvalitet i sundhedstilbuddene i hele landet. Det kræver, at regionerne inddrager kommunerne i indretningen af sundhedsvæsnet, så tilbud og behandlinger forankres lokalt. Og endelig handler lighed i sundhed om at blive mødt med respekt og anerkendelse, uanset hvem man er.

3. Sammenhæng i borgerforløb

Den manglende mulighed for at dele data om de enkelte borgere på tværs af hospitaler, kommuner og almen praksis giver borgerne en oplevelse af, at der mangler sammenhæng i sundhedsvæsnet. Nye it-systemer og telemedicinske løsninger er et skridt på vejen til at forbedre det. Men vi skal også udfordre de lovgivningsmæssige rammer, da det ikke mindst af hensynet til datasikkerhed er vanskeligt at bibringe alle implicerede parter den nødvendige viden. Og borgerne forventer, at vi taler sammen på tværs.

4. Opgaverne i psykiatrien skal aftales

Selvom psykiatrilovgivningen giver regionerne mulighed for at tilbageholde patienter, der udgør en fare for sig selv og deres omgivelser, ser vi eksempler på, at selv meget truende borgere bliver udskrevet til bosteder eller egen bolig. Deres adfærd udfordrer os i kommunerne, og vi har behov for, at kapaciteten på hospitalerne øges, så man kan tage hånd om disse borgere bedre end i dag, men også at vi kan støtte op om indsatsen kommunalt. Derfor er det vigtigt, at kommunerne får en tydelig plads i regeringens kommende 10-årsplan for psykiatrien – og den forudsætter, at opgaveoverdragelsen ikke blot er glidende, men aftalt med fælles kompetenceudvikling.

Kommunale succeser i sundhed:
1. Det nære sundhedsvæsen fungerer takket være kommunerne

Det nære sundhedsvæsen ville ikke fungere uden kommunernes indsats med at løse stadig flere opgaver. I takt med, at patienterne er indlagt i kortere tid og dermed hurtigere kommer hjem, står kommune med både akut- og korttidspladser og et beredskab i hjemmeplejen 24/7. Borgerne rehabiliteres og genoptrænes i langt højere grad end tidligere til glæde for deres livskvalitet og samfundsøkonomien. Og det er kun kommunerne, som kan lykkes med denne indsats, fordi vi er tæt på og har et indgående kenskab til borgerens livssituation.

2. Succes med recovery

Kommunerne tager et stort ansvar med den rehabiliterende tænkning på det psykiatriske område – også kendt som recovery-tilgangen. Vi har bl.a. opsøgende virksomhed og steder, borgere med psykiske lidelser kan henvende sig i kommunen. Det betyder, at kontakt bare en enkelt gang om ugen kan være med til at fastholde dem i et rimeligt værdigt livsforløb.

Coronakrisen har med stor tydelighed vist os behovet for at tænke i sammenhænge, både horisontalt og vertikalt i sundhedsvæsnet.

Hovedbestyrelsen i FSD