Debat: Fremdrift i fleksjobsystemet kommer først, når borgerne bliver hørt

Et nyt fleksjobsystem skal sikre, at den enkelte borgers ønsker og behov bliver vejviseren for indsatsen. Det koster tid og ressourcer i jobcentrene, men det betaler sig på den lange bane.

Af Jakob Bigum Lundberg, formand for FSD og direktør i Næstved Kommune

Siden FØP-reformen i 2013 har kommunerne etableret tusindvis af fleksjob på få timer – de såkaldte mini-fleksjob – og har på den måde givet mange ledige et tiltrængt og trygt fodfæste på arbejdsmarkedet. Mange virksomheder har gjort en stor indsats for at indrette arbejdsopgaverne, så fleksjobbere kan passes ind i driften.

Men udfordringen for den enkelte fleksjobber er, at formålet med øvelsen ofte ikke er tydeligt fra start.

For er fleksjobbet et mål i sig selv, eller er det et middel til videre udvikling? Umiddelbart får borgene jo tilkendt fleksjob, fordi arbejdsevnen er væsentligt og varigt nedsat. Men hvad nu hvis de samme borgere fik tilbud om uddannelse til et andet arbejdsområde på samme måde, som en ledig på dagpenge i dag kan få ved at tage en uddannelse på 110 procent af dagpengeydelsen? Ville det kunne få flere til at uddanne sig til et arbejde på ordinære vilkår?

Jeg ved, at mange vil sige, at muligheden allerede findes via reglerne om revalidering. Jo, men vi må også konstatere, at tilgangen til revalidering har været faldende i de seneste mange år, og det er en dyr og kompliceret vej at følge, som få får adgang til.

Derfor er det vigtigt i mødet med den enkelte ledige fra start at flytte fokus over til borgerens ønsker og muligheder på det ordinære uddannelses- og arbejdsmarked – og væk fra borgerens sygdomsbillede og fortsatte forløb i jobcentret.

Rigide regler skal justeres

Jeg medgiver, at det kan være svært at tale uddannelse med en borger, som har forladt folkeskolen efter 9. klasse og altid har haft ufaglært arbejde, hvor alderen og nedslidningen af kroppen gør mere end bare ondt.

Her ville det nok være en hel del lettere at tale om mulighederne i et fleksjob end om uddannelse. Hvis uddannelse ikke er vejen frem, så må målet være et fleksjob med mulighed for progression. Ikke desto mindre siger lovgivningen, at der skal foretages en revurdering efter 4,5 år af, hvorvidt den enkelte fortsat er ’dårlig nok’ til at bevare sit fleksjob. Den tilgang må vi gøre op med.

Grundlæggende ønsker jeg slet ikke et system med ens regler for, hvornår en opfølgning skal afholdes. For hvis vi ønsker progression både i forhold til at finde et fleksjob og senere også flere timers arbejde om ugen, bliver vi nødt til at have en løbende kontakt med borgerne.

Det vil kræve tid for medarbejderne i jobcentret, men det er en investering i menneskers fremtid i stedet for en besparelse på jobcentrene, som Folketinget har lagt op til.

Økonomisk gulerod er ikke altid nok

Dansk Industri har i et nyt udspil om at øge arbejdsudbuddet generelt i Danmark peget på, at de økonomiske incitamenter for fleksjobberne skal ændres, herunder at det skal kunne betale sig for den enkelte at arbejde flere timer om ugen.

Her er det værd at huske på, at et fleksjob for nogle borgere er en livsvarig ordning med få timers arbejde om ugen, fordi de for eksempel har et kognitivt handicap, som begrænser deres arbejdskapacitet. Her virker guleroden med økonomiske incitamenter altså ikke og bør fjernes.

Jeg mener, tilgangen til fleksjob grundlæggende skal starte et andet sted. Der er for det første et behov for at se på portens bredde ind til fleksjob og muligheden for at pege på andre døre i stedet. Det kan for eksempel være uddannelse og omskoling til andre jobs – gerne i brancher med mangel på ansøgere, hvor den nedsatte arbejdsevne har mindre eller måske slet ingen betydning.

Det kan være svært, hvis man har arbejdet i samme branche hele sit arbejdsliv at få øje for mulighederne, men de kan åbnes i et tillidsfuldt samarbejde mellem sagsbehandleren og den ledige borger, hvor omdrejningspunktet er motivation og perspektiv for den enkelte.

Selvfølgelig skal det økonomiske incitament også være på plads. Den enkelte skal investere i en fremtidig bedre indtjening, men på den korte bane skal økonomien også kunne hænge sammen.

Få tillid ind i ligningen

I samme åndedrag skal jobformidlingen styrkes. Når den enkeltes motivation og progression er på spil, er det vigtigt at opleve, at der sker noget hurtigt. Måske skal vi overveje en personlig fleksjobformidler-ordning på linje med den ordning, der blev tilbudt ledige, da dagpengeperioden blev halveret.

Så altså: Opfølgning og revurdering af den enkelte fleksjobber skal gøres mere smidig og bygge på tillid. Formål og opfølgning skal aftales fra begyndelsen mellem den enkelte ledige og sagsbehandleren.

Hvis målet med fleksjob er at starte blødt og øge timetallet gradvist, skal der ske en tættere opfølgning. Hvis målet derimod er at bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet og styre udenom en førtidspension, for eksempel på grund af et handicap, skal vi ikke spilde tiden for den ledige og for sagsbehandleren på meningsløs opfølgning for begge parter.

Samlet set er det vigtige i den fremtidige fleksjobmodel, at reglerne giver bedre mulighed for at tage meget mere udgangspunkt i den enkelte lediges forudsætninger og egne ønsker. Det kræver, at sagsbehandleren kan møde den ledige med større tillid og et råderum, som giver mulighed for støtte borgeren til at gå vejen selv.

Læs indlægget på Altinger her