Årsmøde 2021: Hvis arbejde er så sundt, så giv det til de syge

Reformkommissionens formand, økonom Nina Smith, bad deltagerne på FSD’s årsmøde give deres bud på, hvordan vi løser de ’vilde problemer’, vi står med i vores ellers berømmede velfærdssystem. Læs her, hvad de svarede.

Af journalist Tina Juul Rasmussen

Hvordan skal fremtidens velfærdssamfund orkestreres, hvis vi for alvor skal få greb om de vilde problemer, vi har kæmpet med i årevis – og som reform på reform ikke har løst: Tusindvis af unge, som aldrig kommer i hverken uddannelse eller job. Voksne, som hænger fast på offentlige ydelser, afbrudt af korte indsatser, som ikke bringer dem tættere på at kunne forsørge sig selv og deres familier. Og borgerens møde med systemet, som bliver stadig sværere at gøre meningsfuldt og sammenhængende.

Det skal økonom Nina Smith sammen med de øvrige medlemmer af regeringens Reformkommissionen give deres bud på. Og hun fik vækket deltagerene på FSD’s årsmøde med et tidligt morgenindlæg, hvor hun bl.a. citerede komikeren Jacob Haugaard:

- Hvis arbejde er så sundt, skal vi give det til de syge, sagde han engang i 80’erne, og han havde måske mere ret, end han vidste. Men for de unge og voksne, som vi ikke formår at få i arbejde, er svaret ikke bare et 37-timers job. De har brug for en anden indsats.

Tag den lange, men rolige vej op ad bjerget

Og det kræver, konstaterede Nina Smith, at politikere og kommuner tør tage gå helt nye veje.

- Hver sommer cykler jeg op på toppen af Mont Ventoux. Jeg kan ikke køre direkte op til toppen – stigningen er for stejl, jeg er nødt til at tage hårnålesvingene hele vejen op. Og det er en længere tur, som tager længere tid. Det billede mener jeg, at politikerne og I er nødt til at forstå – at de vanlige incitamentsreformer og -strukturer, vi har benyttet os af i årevis, ikke virker.

Så hvad gør vi, ville Nina Smith vide – og spurgte deltagerne i salen.

- Vi skal gøre op med målgruppetyranniet. Vi skal ikke forsimple mennesker. Vi skal have nye økonomiske incitamenter i kommunerne, som gør at vi tør investere langsigtet og ikke bare lukke huller med midlertidige løsninger for at sikre pengekassen. Og vi skal investere massivt i psykiatrien, fordi potentialet for at hjælpe mange mennesker ligger her, lød nogle af de svar, hun fik.

Nina Smith opfordrede i øvrigt alle velfærdspolitiske aktører til at sende deres bud på gode løsninger, små eller store, til hende på e-mail: Mail post@reformkommissionen.dk .

Se Nina Smiths PowerPoint-præsentation fra oplægget her.