Sociale investeringer giver kommunerne mulighed for at løse komplekse problemer på nye måder i interne eller eksterne partnerskaber. Men modellerne har både styrker og udfordringer, som er vigtige at kende, inden man vælger, hvilken vej man vil gå.

Af Karsten Storgaard Bjerre

Ofte beskrives sociale investeringer i en optimistisk og lidt unuanceret grundtone, hvor tiltagene ses som win-win for alle involverede. Min ambition som forsker er at få nuancerne med for at skabe et realistisk vidensgrundlag for danske kommuner til at foretage deres beslutninger og investeringer på.

Så lad os se på styrkerne i sociale investeringer først og så tage opmærksomhedspunkterne bagefter. I forskningen træder særligt tre typer af styrker frem – og udstiller samtidig nogle ømme tæer i den traditionelle offentlige styringstilgang:

1. Fokus på effekt:

Sociale investeringer er dedikeret til at skabe effekt, og det perspektiv gennemsyrer både planlægning, udførelse og evaluering langt mere end traditionelt i offentlig styring. Hvis ikke indsatsen skaber en effekt for borgerne, gives der i sociale investeringer (normalt) ingen point for, at man har gennemført indsatsen – uanset høj faglig standard og mange deltagere. Hvis ikke indsatsen har forandret deltagernes livssituation, har det været en fiasko – og med økonomiske konsekvenser.

2 Økonomi:

Vellykkede sociale investeringer bidrager til en sund offentlig økonomi på længere sigt. Det er dog et andet økonomistyringsfokus, end vi har set de senere år, med sparsommelighed og produktivitet for øje – kortsigtede dagsordener, hvor blikket er stift rettet mod dette års budget i den enkelte afdeling.

Sociale investeringer har et mere langsigtet perspektiv, der sætter fokus på at skabe værdi og effektivisere for at nedbringe omkostningerne. Det er i øvrigt en tilgang til økonomistyring, som stiller krav til, at økonomiafdelingen interesserer sig for de outcomes, de faglige centre skaber, hvordan de skabes, og hvilken økonomisk betydning de har for kommunen i et langsigtet perspektiv.

3. Læring:

Sociale investeringer kan understøtte organisatorisk læring. Læring kan opstå forud for investeringen ved, at vi begynder at stille nye spørgsmål om, hvordan vi kan hjælpe udsatte målgrupper videre og forebygge, at andre ender i udsatte positioner. Sociale investeringer kan også føre til øget læring efter investeringen, fordi evaluering får en højere prioritet: Dels fordi der gennemføres en evaluering, og dels fordi evalueringens resultater har direkte økonomiske konsekvenser.

En ny tankegang kræver mange ressourcer

Lad os så se på opmærksomhedspunkterne. Dem gør investorer og rådgivere ikke altid helt så meget ud af, men de er vigtige at kende som kommune:

1. Kompleksitet, transaktionsomkostninger og risici:

Sociale investeringer er nye og komplekse med mange aktører og usikre virkninger. Det medfører desværre transaktionsomkostninger og risici. Især med sociale investeringspartnerskaber bruges der store ressourcer på at designe investeringen, beregne business casen, indgå kontrakten, koordinere og tilpasse undervejs i kontraktforløbet samt evaluere bagefter. Kompleksiteten giver også en usikkerhed om, hvorvidt forventningerne til effekt er realistiske.

2. Typen af investeringer:

Der er stor forskel på interne sociale investeringer og de sociale investeringspartnerskaber (se faktabokse). Modellerne har forskellige styrker og svagheder. Derfor er det vigtigt, at kommunerne sætter sig ind i de forskellige investeringstyper, og hvordan de adskiller sig fra hinanden. Det rigtige valg afhænger af, hvilket problem kommunen ønsker at løse med investeringen, og hvilken situation kommunen i øvrigt står i. Det stiller store krav til kommunerne, fordi aktørerne på feltet sjældent rådgiver om flere modeller – måske fordi de selv kun har én model på hylden.

3. Kravene til kommunen og til chefrollen:

Sociale investeringer udfordrer kommunernes tankegange, kompetencer og samarbejdsflader. Det handler ikke kun om at udvikle en gennemtænkt business case. Investeringstankegangen har også konsekvenser for tænkningen og kulturen i kommunen både fagligt og økonomisk. Det påvirker både samarbejdet på tværs, internt i kommunen og potentielt også i forhold til investorer, leverandører, rådgivere og andre myndigheder uden for kommunen.

FAKTA: SOCIALE INVESTERINGER – HVAD ER DET?

En social investering er kort fortalt en investering i at udvikle mennesker. Som i alle andre investeringer bruger man i starten flere ressourcer, tid og penge end normalt ud fra en forventning om, at det vil føre til en gevinst senere i forløbet. I sociale investeringer er der normalt fokus på både menneskelige og økonomiske gevinster. Ofte investeres der i at hjælpe borgere ud af deres problemer ved at bruge mere intensive indsatser end normalt. Men man kan også investere i tidlige forebyggende indsatser til målgrupper, der ellers ikke ville få hjælp. De økonomiske gevinster for kommunen opstår ved, at borgeren senere har brug for mindre støtte og/eller kan bidrage mere til samfundet, fx ved at betale skat.

FAKTA: INTERNE SOCIALE INVESTERINGER

Med interne sociale investeringer budgetterer kommunen selv midler til at styrke indsatser, man forventer senere vil have en effekt for borgerne og positive økonomiske konse- kvenser for kommunen. Nogle taler om ”flerårsbudgettering”, men det er lidt for bredt, fordi man risikerer at overse, at de økonomiske gevinster med sociale investeringer skal følge af borgerrettede effekter.

I denne model beholder kommunen selv hele den økono- miske gevinst, men bærer også alle økonomiske risici. Flere kommuner har etableret deres egne investeringspuljer, og nogle har nedsat særlige udvalg eller investeringsråd.

FAKTA: SOCIALE INVESTERINGSPARTNERSKABER

I 2010 blev der udviklet en form for sociale investeringer, der på engelsk betegnes ”social impact bonds”. Lige nu er der meget få eksempler i Danmark, men det er denne type investering, som Den Sociale Investeringsfond skal arbejde med. Selv kalder jeg dem sociale investeringspartnerskaber, fordi de indebærer et samarbejde mellem som minimum en kommune og en ekstern investor, men ofte også eksterne leverandører, rådgivere, koordinatorer og/eller evaluatorer.

Modellen er, at den eksterne investor betaler for de ekstra indsatser til borgerne, og kommunen betaler så efterfølgende investoren for de borgere, som opfylder de fastsatte resultatmål. Kontrakterne er opbygget, så investor taber penge, hvis indsatsen har dårligere effekter end forventet – og omvendt: Opnår en positiv forrentning, hvis indsatsen opfylder effektmålene.

I princippet er kommunen uden økonomisk risiko, fordi indsatsen er gratis, hvis den ikke er virksom. Hvis indsatsen virker, har kommunen som minimum sparet pengene til regningen et andet sted som resultat af effekterne.