Sociale investeringer giver kommunerne mulighed for at løse komplekse problemer
på nye måder i interne eller eksterne partnerskaber. Men modellerne har både styrker
og udfordringer, som er vigtige at kende, inden man vælger, hvilken vej man vil gå.
Af Karsten Storgaard Bjerre
Ofte beskrives sociale investeringer i en optimistisk og lidt
unuanceret grundtone, hvor tiltagene ses som win-win
for alle involverede. Min ambition som forsker er at få
nuancerne med for at skabe et realistisk vidensgrundlag for
danske kommuner til at foretage deres beslutninger og investeringer
på.
Så lad os se på styrkerne i sociale investeringer
først og så tage opmærksomhedspunkterne bagefter.
I forskningen træder særligt tre typer af styrker frem – og
udstiller samtidig nogle ømme tæer i den traditionelle offentlige
styringstilgang:
1. Fokus på effekt:
Sociale investeringer er dedikeret til
at skabe effekt, og det perspektiv gennemsyrer både
planlægning, udførelse og evaluering langt mere end traditionelt
i offentlig styring. Hvis ikke indsatsen skaber en effekt
for borgerne, gives der i sociale investeringer (normalt) ingen
point for, at man har gennemført indsatsen – uanset høj faglig standard og mange deltagere. Hvis ikke indsatsen har forandret
deltagernes livssituation, har det været en fiasko – og
med økonomiske konsekvenser.
2 Økonomi:
Vellykkede sociale investeringer bidrager til
en sund offentlig økonomi på længere sigt. Det er dog
et andet økonomistyringsfokus, end vi har set de senere år,
med sparsommelighed og produktivitet for øje – kortsigtede
dagsordener, hvor blikket er stift rettet mod dette års budget i
den enkelte afdeling.
Sociale investeringer har et mere langsigtet perspektiv, der
sætter fokus på at skabe værdi og effektivisere for at nedbringe
omkostningerne. Det er i øvrigt en tilgang til økonomistyring,
som stiller krav til, at økonomiafdelingen interesserer sig for
de outcomes, de faglige centre skaber, hvordan de skabes, og
hvilken økonomisk betydning de har for kommunen i et langsigtet
perspektiv.
3. Læring:
Sociale investeringer kan understøtte organisatorisk
læring. Læring kan opstå forud for investeringen
ved, at vi begynder at stille nye spørgsmål om, hvordan vi
kan hjælpe udsatte målgrupper videre og forebygge, at andre
ender i udsatte positioner. Sociale investeringer kan også
føre til øget læring efter investeringen, fordi evaluering får en
højere prioritet: Dels fordi der gennemføres en evaluering, og
dels fordi evalueringens resultater har direkte økonomiske
konsekvenser.
En ny tankegang kræver mange ressourcer
Lad os så se på opmærksomhedspunkterne. Dem gør investorer
og rådgivere ikke altid helt så meget ud af, men de er vigtige
at kende som kommune:
1. Kompleksitet, transaktionsomkostninger og risici:
Sociale investeringer er nye og komplekse med mange
aktører og usikre virkninger. Det medfører desværre transaktionsomkostninger
og risici. Især med sociale investeringspartnerskaber
bruges der store ressourcer på at designe
investeringen, beregne business casen, indgå kontrakten,
koordinere og tilpasse undervejs i kontraktforløbet samt evaluere
bagefter. Kompleksiteten giver også en usikkerhed om,
hvorvidt forventningerne til effekt er realistiske.
2. Typen af investeringer:
Der er stor forskel på interne
sociale investeringer og de sociale investeringspartnerskaber
(se faktabokse). Modellerne har forskellige styrker og
svagheder. Derfor er det vigtigt, at kommunerne sætter sig
ind i de forskellige investeringstyper, og hvordan de adskiller
sig fra hinanden. Det rigtige valg afhænger af, hvilket problem
kommunen ønsker at løse med investeringen, og hvilken situation kommunen i øvrigt står i. Det stiller store krav til kommunerne,
fordi aktørerne på feltet sjældent rådgiver om flere
modeller – måske fordi de selv kun har én model på hylden.
3. Kravene til kommunen og til chefrollen:
Sociale investeringer
udfordrer kommunernes tankegange, kompetencer
og samarbejdsflader. Det handler ikke kun om at udvikle
en gennemtænkt business case. Investeringstankegangen har
også konsekvenser for tænkningen og kulturen i kommunen
både fagligt og økonomisk. Det påvirker både samarbejdet
på tværs, internt i kommunen og potentielt også i forhold til
investorer, leverandører, rådgivere og andre myndigheder uden
for kommunen.
FAKTA: SOCIALE INVESTERINGER – HVAD ER DET?
En social investering er kort fortalt en investering i at
udvikle mennesker. Som i alle andre investeringer bruger
man i starten flere ressourcer, tid og penge end normalt ud
fra en forventning om, at det vil føre til en gevinst senere
i forløbet. I sociale investeringer er der normalt fokus
på både menneskelige og økonomiske gevinster. Ofte
investeres der i at hjælpe borgere ud af deres problemer
ved at bruge mere intensive indsatser end normalt. Men
man kan også investere i tidlige forebyggende indsatser
til målgrupper, der ellers ikke ville få hjælp. De økonomiske
gevinster for kommunen opstår ved, at borgeren senere
har brug for mindre støtte og/eller kan bidrage mere til
samfundet, fx ved at betale skat.
FAKTA: INTERNE SOCIALE INVESTERINGER
Med interne sociale investeringer budgetterer kommunen
selv midler til at styrke indsatser, man forventer senere vil
have en effekt for borgerne og positive økonomiske konse-
kvenser for kommunen. Nogle taler om ”flerårsbudgettering”,
men det er lidt for bredt, fordi man risikerer at overse, at de
økonomiske gevinster med sociale investeringer skal følge
af borgerrettede effekter.
I denne model beholder kommunen selv hele den økono-
miske gevinst, men bærer også alle økonomiske risici. Flere
kommuner har etableret deres egne investeringspuljer, og
nogle har nedsat særlige udvalg eller investeringsråd.
FAKTA: SOCIALE INVESTERINGSPARTNERSKABER
I 2010 blev der udviklet en form for
sociale investeringer, der på engelsk
betegnes ”social impact bonds”.
Lige nu er der meget få eksempler
i Danmark, men det er denne type
investering, som Den Sociale Investeringsfond
skal arbejde med. Selv
kalder jeg dem sociale investeringspartnerskaber,
fordi de indebærer et
samarbejde mellem som minimum
en kommune og en ekstern investor,
men ofte også eksterne leverandører,
rådgivere, koordinatorer og/eller
evaluatorer.
Modellen er, at den eksterne investor
betaler for de ekstra indsatser
til borgerne, og kommunen betaler
så efterfølgende investoren for de
borgere, som opfylder de fastsatte
resultatmål. Kontrakterne er opbygget,
så investor taber penge, hvis
indsatsen har dårligere effekter end
forventet – og omvendt: Opnår en
positiv forrentning, hvis indsatsen
opfylder effektmålene.
I princippet er kommunen uden
økonomisk risiko, fordi indsatsen er
gratis, hvis den ikke er virksom. Hvis
indsatsen virker, har kommunen som
minimum sparet pengene til regningen
et andet sted som resultat af
effekterne.